fredag den 17. juli 2009
Havnegrillen i Randers
Pris: 45 kr.

Lorentz | Direktør Folnæs | |
Udseende | 10 | 10 |
Bøf | 10 | 7 |
Sovs | 10 | 11 |
Snask | 10 | 11 |
Samlet vurdering | 10 | 10 |
Lorentz' kommentarer:
Dagens måltid blev muligvis indtaget på et af de mest ucharmerende steder som Direktøren og jeg nogensinde har spist. Omgivelserne skinnede dog heldigvis ikke igennem på dagens bøfsandwich. Det var en absolut godkendt fornøjelse at indtage en af dem med sovs fra Havnegrillen. Allerede ved det første syn af bøfsandwichen løb tænderne i vand. Den manglede bare sovs ud over toppen og lidt garniture øverst for at score absolut topkarakter. Sovsen var der rigeligt af, og den var dejlig varm og havde en fin konsistens og smag. Snasket var for en gangs skyld rigtig proportioneret, og der var tilmed rødkål. Dagens bøf holdt ligeledes et højt niveau. Den var frisklavet fra grillen, men manglede lidt saft og kraft og en tur i sovsebadet inden den blev smidt i bollen. Jeg er ovenud tilfreds med dagens valg af bøfsandwich, som også er med til at efterlade et enormt positivt indtryk af Randers by.
Direktør Folnæs' kommentarer:
Dagens bøfsandwich var endnu en spændende oplevelse. På trods af at omgivelserne var nogen af de mere triste vi har oplevet på årets tur, vil jeg nok til hver en tid tage tilbage til Havnegrillen hvis jeg er i nabolaget. Især på sovs og snaskfronten var bøfsandwichen virkelig oppe at støde. Man skulle nærmest have snorkel og dykkermaske på, så meget sovs var der, og snasket indeholdt oven i købet rødkål, en oplevelse vi kun har haft en enkelt gang før, og som jeg virkelig sætter pris på. Der var dog et enkelt substantielt minus ved måltidet, da bøffen var en burgerbøf og ikke en hakkebøf. Selvom den smagte fint og det hele, var det simpelthen malplaceret med en flad burgerbøf, og det kan jeg ikke lade gå ubemærket hen. Havnegrillen kan dog stadig med stolthed reklamere for deres bøfsandwich.
torsdag den 16. juli 2009
Taars Hotel i Tårs
Pris: 79 kr.

Lorentz | Direktør Folnæs | |
Udseende | 9 | 9 |
Bøf | 7 | 8 |
Sovs | 9 | 5 |
Snask | 8 | 5 |
Samlet vurdering | 8 | 7 |
Lorentz' kommentarer:
På Taars hotel fik vi den dyreste bøfsandwich vi nogensinde har købt på en Tour de Bøfsandwich. Jeg kan med glæde slå en pæl igennem teorien omkring at der altid er sammenhæng mellem pris og kvalitet… Ved første øjekast var det en indbydende krabat vi fik serveret, som var forskudt i sin opdeling hvormed man rigtig kunne nyde bøfsandwichens indhold. Sovsen ved dagens måltid var et kapitel for sig selv. Det giver altid store plusser i min bog når jeg kan smage den er hjemmelavet, men i det her tilfælde synes jeg det er lidt søgt at servere en flæskestegs sovs! Jeg er ikke i tvivl om at dagens bøf ligeså var hjemmelavet, men jeg nægter at tro at den var frisklavet med den kernetemperatur den havde. Desuden havde den tendens til at være en smule for lille og så fast/sammenhængende i farsmassen at den til tider var svær at skære igennem. I dag rendte vi endnu engang ind i en fejldisponering på snaskfronten. Der var for meget ketchup og remoulade og et tydeligt overforbrug af ristede løg. Desuden manglede der sennep og rå løg.
Direktør Folnæs' kommentarer:
På det hyggelige men meget menneskeforladte Taars Hotel fik vi prøvet endnu en bøfsandwich, der var en slags hybrid mellem en grill- og en cafébøfsandwich. Ved første øjekast så det hele egentlig ret godt ud, men ved nærmere undersøgelse krakelerede måltidet på flere parametre. Snasket var iskoldt, bøffen for lille, og sovsen var nærmest fraværende. Desuden var der en meget overdøvende syrlig smag fra de syltede agurker, der sammenlagt med den manglende sovs gjorde at det overhovedet ikke smagte af en bøfsandwich som jeg kender den. Mæt blev jeg dog, og vil ikke straffe Taars Hotel med en dumpekarakter, da deres bøfsandwich trods alt var bedre end det.